FAQ

Home  »  FAQ

På denne side vil Fjordlandslisten vedligeholde en liste over de mest almindelige spørgsmål og svar, så borgerne nemt kan få svar på relevante spørgsmål vedrørende foreningen, vores værdigrundlag samt vores politiske fokusområder og mærkesager.

Såfremt svaret på et spørgsmål ikke findes på listen, er du altid velkommen til at kontakte os via kontakt formularen eller sende en e-mail til info@fjordlandslisten.dk.

Målsætning

  • Hvad er jeres forventninger/ambitioner omkring vælgertilslutning?

    Vores ambition er er komme ind i byrådet ifm. KV21 med så mange kandidater som muligt og få afgørende indflydelse. Vi har ikke sat noget decideret mål op for antal stemmer eller pladser i byrådet, men håber på en stor tilslutning. Jo flere stemmer og pladser vi kan få, desto nemmere vil det være at indfri vores mål.

Organisation

  • Hvem er spidskandidat/borgmesterkandidat? / Hvem er kandidater for Fjordlandslisten?

    Fjordlandspartiet har endnu ikke opstillet kandidater og har dermed heller ikke en spidskandidat.Vi håber på at få flere nye medlemmer ombord med gode kompetencer, som naturligvis skal have en mulighed for at blive opstillet som kandidat. Jf. vores vedtægter er det kandidatudvalget og generalforsamlingen, der beslutter hvem, som skal opstilles og i hvilken rækkefølge. Så efter næste ordinære generalforsamling vil Fjordlandslisten offentliggøre kandidatlisten samt spidskandidaten.
  • Hvem er henholdsvis formand og kasserer for Fjordlandslisten?

    Fjordlandslisten har ingen formand, idet vi ikke er hierarkisk opbygget. Vi er en bestyrelse med personer og udvalg med tildelte roller – og vælger at have meget dialog, interaktion og koordinering. Dette er nærmere beskrevet i vores vedtægter.
  • Hvem tegner Fjordlandslisten ift. pressen?

    Vi har endnu ikke besluttet, hvem der på den lange bane tegner Fjordlandslisten ift. pressen. På den korte bane er det 2 af stifterne, der har påtaget sig rollen, nemlig Tage S. Rasmussen og Mette A. Harder.
  • Hvilken politisk erfaring har I?

    Flere personer i bestyrelsen har haft politisk erfaring og flere er fortrolige med at arbejde i politiske organisationer. Men fremfor alt er vi almindelige borgere med SUND FORNUFT og masser af erhvervserfaring.

    Der er desuden en del af Fjordlandslistens medlemmer der har politisk erfaring også fra Frederikssund kommune.
  • Hvorfor ”gemmer” I jer nederst på jeres hjemmeside?

    Vi gemmer os ikke. Nederst på hjemmesiden er der under Profiler er en beskrivelse af de personer, der har etableret foreningen. I Fjordlandslisten er det ikke personerne, men værdierne og politikken, der er det væsentligste og skal fremhæves. Samtidig er det ikke nødvendigvis stifterne af Fjordlandslisten, der kommer til at repræsentere partiet ved næste kommunevalg. Når kandidatlisten er på plads ved næste års generalforsamling, vil vi sørge for at fremhæve kandidaterne og deres profiler i den primære menu på hjemmesiden.

    Under vores kontaktside kan man se hvem de nuværende medlemmer af bestyrelsen er, og når vores kandidatliste er klar vil der være en profilbeskrivelse af alle vores kandidater under Kandidat menupunktet.
  • Hvornår melder I jeres byrådskandidater ud?

    Dette vil ske kort tid efter næste års generalforsamling. Generalforsamlingen er udskudt på grund af Covid-19 restriktioner og er nu skemalagt til d. 17 Maj 2021, hvor vi forventer af forsamlingsrestriktionerne er lempet så det er muligt at afholde generalforsamlingen som et fysisk arrangement.
  • Hvem peger I på som borgmester?

    Som udgangspunkt vil vi naturligvis pege på vores egen spidskandidat. Men hvis dette ikke bliver muligt, vil vi se og vurdere de andre partiers kandidater meget nøje og vurdere hvilken, der vil være den bedst egnede leder af kommunen og ikke mindst forvaltningen, samt se på hvilken person der er tættest på vores værdigrundlag. For os er kompetencer, ordentlighed og værdier der er afgørende og ikke det politske ståsted, da vi er tværpolitiske og partineutrale.

    At vi peger på en bestemt borgmesterkandidat vil heller ikke medføre at vi støtter den pågældende blok eller farve i alle beslutninger.

Værdigrundlag

  • Hvem støtter Fjordlandslisten – højre eller venstre og hvem vil I samarbejde med?

    Fjordlandslisten er partineutral og tværpolitisk. Vi kan og vil derfor kunne samarbejde med alle omkring gode løsninger for Frederikssund kommune med udgangspunkt i vores værdigrundlag. Vi vil dog ikke gå på kompromis med vores værdigrundlag og den sunde fornuft. Vi ønsker et bredt samarbejde på tværs af politisk overbevisning for at finde de bedste løsninger for Frederikssund kommune og vil have sagen i fokus og ikke ideologiske dogmer.
  • De andre partier har også et værdigrundlag der på mange områder minder om FORNUFT værdierne. Hvordan adskiller Fjordlandslistens værdier sig ift. de andres partiers værdier?

    Mange partier har også et værdigrundlag eller hvad de nu vælger at kalde dem. Men når man læser dem og ser på den politik der i praksis bliver gennemført, så er det meget klart, at der er tale om såkaldte Marketingsværdier, der lyder flot og skal kapre stemmer. Det kniber mere med at overholde værdierne i praksis dvs. “Walk the Talk”. Hvis landskabet (det politikerne gør) er forskelligt fra kortet (det politikerne siger, de vil gøre), så er det landskabet, der er korrekt!

    Vi vil sørge for at kortet matcher landskabet.
  • Hvilke tanker har I gjort jer om udvidet borgerindflydelse?

    Borgerindflydelse er en af de væsentligste grundsten i vores værdigrundlag SUND FORNUFT.

    Vi har mange tanker og ideer som vi skal have bearbejdet og beskrevet nærmere. I den proces vil vi også se på mange af de initiativer, som andre kommuner har iværksat indenfor området og lære af deres erfaringer. Eksempler på dette er Gribskov og Furesø kommuner. Det er vigtigt, at dette kommer på plads hurtigst muligt efter KV21.

    Et er dog sikkert, og det er, at borgerne skal involveres meget mere og tidligere ift. specielt de mange byggesager og kommune- og lokalplans ændringer, så der kan blive gjort op med de proforma/pseudo høringer som Frederikssund kommune praktiserer. Disse er reelt er tidsspilde, idet der jo alligevel ikke lyttes til borgerne, da beslutninger allerede et truffet. I bedste fald kommer der små kosmetiske ændringer. Desuden skal der være meget bedre og mere åben kommunikation med borgerne generelt.

Positionering

  • Der er jo allerede en lokalliste og måske flere på vej.
    Er der plads til flere lokallister i Frederikssund kommune?


    Det vil tiden vise. Men vi er overbeviste om, at der er mange utilfredse borgere, der ønsker en anden vej. Det er klart, at de små lokallister har det svært mod de store etablerede partier, som har mange ressourcer, penge og et etableret bagland at trække på. Så i det perspektiv vil en konsolidering af de små partier være en fordel.

    Fjordlandslisten er åbne overfor ethvert samarbejde med andre lokallister, der deler vores værdigrundlag og vil byde alle velkomne i vores forening. Vi har brug for gode personer, der aktivt kan være med til at udvikle vores politik i de forskellige udvalg. Vi er 6 personer, som har etableret foreningen, men håber indenfor det næste år at have et meget større hold.


    Opdatering d. 13 februar 2021 : Iht. pressemeddelelse per 13-02-2021 har Borgernes Liste tilkendegivet at de opløser deres forening og i stedet tilslutter sig Fjordlandslisten. Der vil dermed kun være 1 tværpolitisk liste i Frederikssund der samlet kan arbejde for at indfri de fælles mål vi har med udgangspunkt i Fjordlandslistens stærke værdigrundlag.

    Pressemeddelelse fra Borgernes Liste
    Pressemeddelelse fra Fjordlandslisten
  • Vil det ikke bare være stemmespild at placere sit kryds på Fjordlandslisten?

    Nej, det vil det bestemt ikke. En stemme på Fjordlandslisten vil være en tilkendegivelse af, at man ønsker en anden vej i Frederikssund kommune.

    Der vil kun at være en tværpolitisk liste i Frederikssund kommune til KV21, og vi forventer at stå som et stærkt alternativ til de etablerede partier og håber på stor tilslutning og indflydelse i det kommende byråd. Derved kan vi forhåbentlig få ændret kulturen i kommunen og få Sund FORNUFT tilbage i førersædet samt med et bredt samarbejde få løst de udfordringer der er i kommunen.

  • Hvorfor har I ikke bare tilsluttet jer den eksisterende borgerliste?

    Som tværpolitiske har det været helt grundlæggende for os at finde fælles fodslag omkring et sæt værdier for at sikre et samarbejde, der holder til forskellighed. Et sådant værdisæt har vi ikke set hos andre borgerlister, og har derfor ønsket at begynde på en frisk, vel vidende at det er hårdt arbejde. Men vi er meget åbne overfor, at andre lokallister tilslutter sig Fjordlandslisten, og de værdier som vi har og vil stå på i enhver beslutning, vi træffer. Det er klart at der kan opstå politisk uenighed i en tværpolitisk forening, men Fjordlandslisten vil tilstræbe konsensus beslutninger og hvor det ikke er muligt almindelige flertalsbeslutninger for at sikre beslutningsdygtighed. Så længe alle beslutninger er i overensstemmelse med værdigrundlaget er vi sikre på at alle medlemmer og vælgere vil kunne acceptere og støtte alle beslutninger.

    Opdatering d. 13 februar :
    Borgernes Liste har dags dato udsendt en pressemeddelelse, at de opløser deres forening og i stedet tilslutter sig Fjordlandslisten og dermed samarbejder om at nå de fælles mål vi har med udgangspunkt i Fjordlandslisten stærke værdigrundlag.
  • Hvad vil I gøre, hvis der ender med at være flere lokallister til KV21?

    Der er ikke så meget, vi kan gøre andet end at opfordre til tæt samarbejde mod de etablerede partier/kandidater, der er ansvarlige for den politik, der er ført, og som vi er sikre på alle lokallister vil være i opposition mod. Vi håber dog på, at borgere der ikke kan se sig selv repræsenteret i det nuværende politiske landskab vil overveje at melde sig ind i Fjordlandslisten i stedet for at starte en ny liste.

    Opdatering d. 13 februar 2021 :
    Med Borgernes listes beslutning om at tilslutte sig Fjordlandslisten, og uden indikationer om at der er andre lokal partier på vej, vil Fjordlandslisten med stor sandsynlighed være det eneste tværpolitiske lokalparti til KV21 og dermed det eneste alternativ til de traditionelle partier.

Medlemmer/Støt Os

  • Har I økonomi til at føre valgkamp?

    Som nystartet parti af helt almindelige borgere er økonomien naturligvis en af vores udfordringer. Vi er oppe mod etablerede partier, der har mange flere ressourcer og et større bagland. Det er lidt ligesom David mod Goliat, og vi håber på et tilsvarende udfald af den kamp ifm. KV21.

    Vi håber på at kunne tiltrække mange medlemmer og få donationer fra borgere og virksomheder, der ønsker at støtte vores forening og vores mærkesager.
  • Hvad gør I, hvis ikke I får tilstrækkelig med opbakning /medlemmer /donationer?

    Vi håber ikke det bliver tilfældet, men skulle opbakningen umiddelbart mangle eller økonomien være begrænset til at føre en traditionel valgkamp, så må vi have gang i kreativiteten og finde alternative metoder, der ikke kræver så mange ressourcer.

    Vi er fuldt bevidste om, at lokalpolitik nok ikke er “Top of Mind” i disse tider med Covid-19, hvor manges hverdag er totalt forandret på grund af restriktioner og hvor mange borgere og virksomheder har økonomiske udfordringer på grund af manglende eller tabt omsætning eller afskedigelse. Vi håber dog, at hverdagen snart bliver normaliseret, og at vi alle kan begynde at se fremad. Det er dog evident, at efterdønningerne vil vare i længere tid og sandsynligvis langt ind i næste valgperiode.

    De udfordringer og problemstillinger som Frederikssund kommune står med i dag bliver ikke mindre, når kommunens økonomi kommer under pres med flere udgifter og færre indtægter. I den situation bliver det endnu mere nødvendigt med SUND FORNUFT.

Udfordringer

  • Hvilke ting er det konkret, som Fjordlandslisten er utilfredse med?

    Der er mange ting, som Fjordlandslisten er utilfredse med ift. den nuværende politiske styring og forvaltning.

    Konkrete eksempler kan findes under Udfordringer og Rædselskabinettet.

    Disse lister vil blive løbende opdateret med flere punkter. En af de primære årsager er den manglende Sunde Fornuft og den måde mange sager har været tromlet hen over borgerne indenfor specielt PMU-området. Denne politik og kultur ønsker vi at gøre op med.
    Men der er givetvis mange andre områder hvor der er væsentlige udfordringer som vi ønsker løst. Dette vil blive afdækket og beskrevet af vore forskellige politiske udvalg. Nedenfor vil vi løbende opdatere med links med blogindlæg fra de forskellige udvalg :

    Udfordringer på skoleområdet

Diverse

  • Hvilket partibogstav har Fjordlandslisten?

    Fjordlandslisten har som nystiftet parti endnu ikke fået tildelt et partibogstav. Dette vil ske i forbindelse med KV21. Bogstavet har ikke den store praktiske betydning, men vi har da et ønske om at få tildelt bogstavet N blandt de ledige bogstaver.
  • Er der slet ikke opbakning til nogen af de siddende byrådsmedlemmer?

    Absolut. Vi har fokus rettet mod de personer, hvor vi ser kompetencer og ordentlighed, og hvor vi tror det vil være muligt at samarbejde trods forskellige afsæt. Det handler således mere om hvordan den enkelte forvalter sit mandat, end hvilket parti den pågældende tilhører.

Politik Generelt

  • Hvilke mærkesager har I?

    På vores forside har vi listet 4 primære fokusområder, hvor vi vil starter med at få fastlagt vores politik og mærkesager. Det handler om SUND FORNUFT, Økonomisk genopretning, NATURligvis og Infrastruktur. Vi har dog også stor fokus på Velfærdsområderne og vil også her have forskellige mærkesager.

    Vi har bemandet et antal politiske udvalg inden for de enkelte emneområder og disse vil løbende komme med nærmere oplysninger omkring mærkesagerne indenfor de pågældende områder. Vi har initielt fokuseret primært på vores fundament, hvilket er vores værdigrundlag og vores vedtægter, da de er afgørende for at få skabt et grundlag hvorpå den tværpolitiske udvikling kan foregå. Se Politik menuen for nærmere information.
  • Hvornår kan man forvente konkrete politisk udspil fra Fjordlandslisten?

    Vi har først offentliggjort vores forening den 4 maj 2020, og skal nu i gang med at udbrede kendskabet til foreningen og mobilisere medlemmer og støtter. Når vi forhåbentlig snart har fået flere aktive medlemmer om bord, vil vi bemande de forskellige udvalg, der så skal i gang med arbejdet omkring det politiske program og mærkesager. Dette arbejde vil løbende blive offentliggjort på vores hjemmeside og Facebook side. Vi forventer at have det fulde program på plads medio 2021.

    Status medio februar 2021 er at der er godt gang i politikudviklingen i flere udvalg, og flere personer kommer løbende til der ønsker at bidrage og påvirke politikudviklingen med udgangspunkt i vores solide værdigrundlag.

    Vores tilgang til politikudviklingen er at vi med udgangspunkt i vores værdier undersøger og analyser, hvor der er væsentlige problemer og udfordringer i kommunen, og så finder vi gode pragmatiske løsninger på disse. Det første eksempel på dette er vores Skolepolitik som netop er publiceret. I de kommende måneder vil politikken på de øvrige områder blive offentliggjort i takt med at de enkelte politiske udvalg er klar med materialet. Fjordlandslistens politik vil blive publiceret på alle vores digitale kanaler. men vil primært kunne findes under Politik menuen på vores hjemmeside.


    Som et supplement til politikbeskrivelsen på hjemmesiden vil vi have forskellige blogindlæg, der uddyber væsentlige områder af politikken samt en sektion i denne FAQ der besvarer de typiske spørgsmål der måtte være.
  • Er motorvej og bedre S-tog ikke en folketingsbeslutning?
    Hvordan vil I påvirke den? Hvordan vil I finansiere bedre buslinjer osv. ?


    Ja det er folketingsbeslutninger, men disse kan præges ved effektivt lobbyarbejde i samarbejde med de andre kommuner i Nordsjælland. Dette skal hele byrådet og ikke kun enkeltpartier støtte op om.

    Der skal være en effektiv Nordsjællandsk pendant til den ”Jyske Trafikmafia” så der komme flere regionale trafikinvesteringer i området som specielt skal gøre det mere attraktivt at være pendler. Dette vil også gøre det mere attraktivt at flytte til Frederikssund både som borger og virksomhed.

    Med hensyn til finansiering af busserne er det jo en prioritering ift. budgetforhandlingerne. Men hvis vi skal have en samlet kommune, er det en nødvendighed, at den er bundet sammen og nogle områder ikke er isolerede. Så i vores optik er det en bunden opgave.
  • Hvad er jeres tanker/drømme omkring Vinge?

    Visionen om en helt ny by og en helhedsplan med masser af gode intentioner, synes vi er meget attraktiv. Men hele håndteringen af Vinge har været ikke mindre end en katastrofe, der har kostet og stadig koster kommunen dyrt. Bomben omkring Vinge sprang først efter sidste kommunevalg. Havde den sprunget før, havde vi helt sikkert haft et andet byråd og en anden borgmester. Dette håber vi ikke vælgerne glemmer ved KV21, og vi skal nok gøre vores til dette ved at give Vinge end hædersplads i vores Rædselskabinet.

    Byrådet vil meget gerne signalere, at Vinge nu er tilbage på sporet, og at der nu er gang i en masse aktiviteter med stationen, der snart er færdig, fællesmagasinet (Borgmesterens Washington monument) og aftalen vedr. de almennyttige boliger i centrum. Men set fra vores stol bliver der taget nogle hurtige og uhensigtsmæssige beslutninger for at kunne vise fremskridt og derved forhåbentlig få folk til at glemme skandalen. Det sidste kommer ikke til at ske.

    Vinge skal tilbage på sporet og være tro mod helhedsplanen, og så skal der kigges på, hvordan man med respekt for helhedsplanen kan få gang i udviklingen af de forskellige bydele.

    Fællesmagasinet er i hvert fald et klart eksempel på, hvad man ikke skal gøre. Vinge skal udbydes til investorer i mindre udstykninger end tilfældet har været hidtil, så vi kan få gang i parcelhusbyggeriet. Det skal gøres attraktivt og tillokkende for familier og nye skatteydere. Det er desværre ikke tilfældet med den nuværende udvikling med betonklodsen “Fællesmagasinet” og almennyttige boliger.

    Vi håber og tror, at Vinge med en anden styring stadig vil have en lys fremtid om end den vil have nogle grimme ar fra dette byråds kortsigtede og forhastede beslutninger.

Politik områder

I de følgende afsnit finde relevante spørgsmål og svar indenfor de enkelte politik områder. Disse udfyldes i takt med at vores forskellige politikse udvalg bliver færdige med politiken. Der er oprettet en FAQ side per politikområde som løbende vil blive opdateret.

Skole og uddannelse

Idræt

Fritid og Kultur

Børn og Opvækst

Unge

Senior

Social

Natur

Klima og Miljø

Infrastruktur

Plan og byudvikling

Erhverv og Vækst

Økonomi