Siden budgetaftalen for 2025 blev indgået har mange partier været ude og kommentere på denne i medierne og fremhæve de positive ting i aftalen fra deres perspektiv.
Fjordlandslisten ser dog ikke mange positive ting at fremhæve ift. Budgetaftale 2025. Det var en aftale hvor det igen primært handlede om at finde besparelser fra et større bruttosparekatalog, og hvor man igen igen skulle finde besparelser på anlæg med udgangspunkt i den ufleksible investeringsplan.
Fjordlandslisten valgte dog at støtte op omkring aftalen, men var meget tæt på at stå udenfor primært på grund af den stadig fastlåste og ufleksible håndtering af investeringsrammen. Dette på trods af, at det har været aftalt at denne skulle ændres både ifm. budgetaftale 2023 og 2024.
Desuden finder vi det udtryk for manglende rettidig omhu at vedligehold af infrastruktur og bygninger ikke prioriteres i tilstrækkelig grad. Men igen skyldes det den fastlåste investeringsplan.
Derfor vi vi følgende formulering med aftaleteksten omkring anlægs rammen og investeringer.
Flerårig prioritering af anlæg
Parterne bag denne aftale konstaterer, at der er behov for en mere grundlæggende prioritering af de kommende års anlægsinvesteringer for at prioritere investeringer i vores vedligehold af bygninger og infrastruktur. Derfor er der enighed om i første kvartal 2025 at udarbejde og beslutte principperne for den kommende budgetlægning for 2026-2029 vedrørende anlæg, så en mere tværgående prioritering af kommunens flerårige anlægsprogram sikres. Målet med prioriteringen skal resultere i en mere fleksibel investeringsplan, et større råderum samt et øget fokus på de helt nødvendige anlægsinvesteringer med henblik på at sikre værdien af kommunens aktiver. Forberedelserne til en kvalificeret proces påbegyndes allerede i 2024, således at det nødvendige baggrundsmateriale tilvejebringes
Vi vil nu følge nøje op på at aftaleteksten denne gang bliver opfyldt, så vi fra næste budgetaftale forhåbentlig kan have en mere fleksibel måde at håndtere kommunens investeringer på og få en reel genforhandling af hvad anlægsmidlerne skal bruges på. Der er mange flere ønsker end midler, så det kommer til at afhænge af hvad de enkelte partier prioriterer og hvad byrådsflertallet beslutter.
Fjordlandslisten har flere gange tidligere givet udtryk for hvordan vi ser en mere fleksibel proces ift. investeringer og med løbende input fra borgerne. Disse tanker vil vi naturligvis bringe med ind i forløbet.
Vi er dog opmærksomme på, at det er valgår næste år, og dermed kommer til at kæmpe mod at mange nok har ønske om at lege julemand og servere valgflæsk af libitum for vælgerne. Sådan var det i 2020/2021, hvor den nuværende investeringsplan blev født.
Serviceramme
Der er i budgetaftalen afsat flere midler til mange velfærdsområder. Det er dog ikke noget der har været forhandlet, men er en automatisk regulering ift. den øgede efterspørgsel ikke mindst på de specialiserede områder samt ældreområdet på grund af den demografiske udvikling.
Så flere penge i dette tilfælde giver ikke en bedre velfærd, da den kun dækker den øgede efterspørgsel.
Faktisk er der tale om GiTar, idet der tildeles flere midler med venstre hånd, hvorved man kommer over loftet for servicerammen og så bliver man nødt til at tage igen med højre hånd.
Der bør derfor fokuseres meget mere på at komme ud af denne onde cirkel og få stoppet udgifternes himmelflugt, så der kan undgås besparelser og findes et råderum til reelle velfærdsforbedringer. Det er en generel problemstilling i alle kommuner, så det burde være et oplagt område for kommunernes landsforening (KL) at fokusere på. Det er givetvis ikke nogen let opgave, men hvis kommunerne løfter i flok og deler viden og ideer, kan man måske få knækket kurven.
I denne omgang skulle der på grund af overskridelse af servicerammen findes reduktioner på ca. 25 millioner kr. Der var heldigvis ikke i år nogle store tidsler som sidste år, der tog al fokus. Men der er jo ikke nogen der synes det er sjovt at skulle finde besparelser, men det er desværre en bunden opgave.
Ca. 2/3 af reduktionerne kunne dog findes ved såkaldte effektiviseringer, hvor der, hvis de implementeres på en ordentlig måde, ikke vil være serviceforringelser set fra borgernes perspektiv.
Vi synes dog at effektiviseringsforslag bør implementeres løbende efter behandling i det relevante fagudvalg. Derved kan man få den fulde effekt af tiltagene og vil så forventeligt skulle finde færre reelle besparelser ifm. kommende budgetforhandlinger.
Skattelettelse
I aftalen blev der også fundet plads til en symbolsk skattelettelse på 0.1%. Fjordlandslisten mener generelt ikke at det er hensigtsmæssigt at sænke skatten i en periode hvor kommunens likviditet er under pres og vil blive reduceret markant i de kommende år. Men da nedsættelsen i de første 4 år næsten ikke vil påvirke indtægterne, på grund af kompensation fra staten, kan det forsvares. Men fra 2029 vil det betyde en indtægtsnedgang på ca. 9 millioner om året.
Anlægsramme/Investeringsplan
Som nævnt var der igen i år på ingen fleksibilitet ift. anlægsrammen, hvor der skulle findes besparelser på ca. 50 millioner. Dette blev som tidligere gjort primært ved reperiodiseringer. Vi ser frem til fra næste år at have bedre mulighed for at forhandle hvad de mange anlægskroner skal anvendes til, og har her den samme holdning som vi gav udtryk for ifm. vores høringssvar til investeringsplanen da den blev godkendt at det tidligere byråd. Midlerne skal fordeles mere ligeligt i kommunen så der kan komme mere decentral udvikling og vedligehold af infrastruktur/bygninger skal prioriteres højere end nye anlæg. Endelig skal naturen skal prioriteres højere.
Nedenfor er den officielle kommentar til budgettet fra Kirsten Weiland:
Fjordlandslisten bakker op om budgetaftalen, selvom vi er skeptiske og kritiske over for kommunens anlægsbudget for 2025-28. Vi er nået i mål med at ramme anlægsbudgettet for 2025, men der venter store udfordringer. Ved at skubbe mange af vores udgifter fra 2025 til 2026, står vi over for en endnu større udfordring, hvis vi ikke gennemfører en helt anderledes prioritering af kommunens opgaver Der skal være balance mellem at sikre de værdier, vi allerede har i vores bygninger og infrastruktur, og så de ambitiøse ønsker fra tidligere byråd om nye investeringer. Fjordlandslisten vil sikre, at vi gentænker vores måde at budgettere og prioritere på, så der er sammenhæng mellem det vi skal, og det vi kan. Tak for et godt og konstruktivt budgetforløb og opbakningen til at gentænke vores anlæg.
Relevante links
Budgetaftale 2025
Et enigt Byråd indgår budgetaftale
Budget på plads – det er her, det kommer til at gøre ondt
Tagged with: Budget, Investering, Økonomi