På blot 13 måneder er det lykkedes for Fjordlandslisten at samle stor tilslutning og opbakning til den nødvendige fornyelse hen over midten i byrådet. Fjordlandslisten ønsker en anden retning baseret på mere SUND FORNUFT og meget mere borgerinddragelse og -dialog.
På generalforsamlingen har medlemmerne besluttet at opstille en kandidatliste med 9 kandidater, som skal være Fjordlandslistens hold til kommunalvalget i november.
Det har været vigtigt for Fjordlandslisten at få opstillet et hold, som tilsammen dækker bredt både geografisk og interessemæssigt, og som vil kunne formå at samle begge sider af byrådet i gode løsninger hen over midten af det politiske spektrum.
Det har også været vigtigt for Fjordlandslisten at opstille et hold med erfaring og pondus fra både politisk arbejde og fra andre lignende opgaver i samfundet. Men frem for alt har det været vigtigt for Fjordlandslisten at få samlet et hold, hvor hver enkelt kandidat lever op til Fjordlandslisten stærke værdigrundlag FORNUFT, der står for FAKTA, ORDENTLIGHED, RESPEKT, NÆRHED, UDVIKLING, FAVNENDE og TVÆRPOLITISK.
Fjordlandslistens kandidatudvalg har derfor været igennem en omfattende indstillingsproces til generalforsamlingen for at sikre, at den tværpolitiske tanke og det bærende værdigrundlag vil afspejle sig i det kommende byrådsarbejde fra Fjordlandslistens kandidater.
Kandidatlisten:
- Kirsten Weiland
- Ole Peltola
- Jørgen Olsen
- Lennie Hansen
- Morten Villadsen
- Camilla Cordius
- Jan Lykke
- John Ziegler
- Susanne Bartholin
Generalforsamlingen har vedtaget, at Fjordlandslisten skal opstille på listeform. Fjordlandslisten vil invitere til bredt og tværpolitisk samarbejde om at løse kommunens udfordringer. Alle Fjordlandslistens kandidater er allerede kendte debattører med varemærkerne ordentlighed, grundighed og saglighed omkring bl.a.
- Byudvikling, herunder Kommuneplan, lokalplan og dispensationer ifm. byggeri- Vækst og bosætningsstrategi
- Skolevæsnet
- Naturudvikling og –beskyttelse
- Infrastruktur, herunder motorvej til Frederikssund og fjernelse af brobetaling på KMB
- Klima og miljø
- Budget og investeringsplan
- “SUND FORNUFT” og borgerinddragelse
I den kommende tid vil kandidaterne følge op på dette arbejde og løbende orientere om Fjordlandslistens politik efterhånden, som den bliver klar.
Alle i Fjordlandslisten glæder sig til at komme ud og møde vælgerne og ellers gå til den i den forestående valgkamp.
Tagged with: Fjordlandslisten, Kandidater