Værdikavalkade – FAKTA

Home  »  Alle  »  Værdikavalkade – FAKTA
maj 30, 2020 1 Comment ›› Tage Rasmussen

Fakta er det første element i Fjordlandslistens værdigrundlag FORNUFT, og det fundament som alle beslutninger skal tage udgangspunkt i.

Fjordlandslisten vil arbejde professionelt og systematisk med business planer, analyser, forskning, konsekvensberegninger etc. Med andre ord lader vi fakta tale, så der sikres et kvalificeret og oplyst beslutningsgrundlag i alle henseender – i modsat fald udfordrer vi beslutningsgrundlaget.

Vi skaber forudsætningerne for fornuftige og rationelle beslutninger.

Hvorfor er dette væsentligt?

Beslutningstagere er i høj grad afhængig af at få belyst sagerne på en måde, så de kan træffe en oplyst beslutning. Dette gælder ikke mindst for lokalpolitikere, som ikke har tid eller ressourcer til selv at skabe det nødvendige overblik specielt ikke udenfor de udvalg, som de ikke selv deltager i.

Derfor er det op til forvaltningen og de ansvarlige udvalg at sørge for, at alle relevante informationer og fakta er tilgængelige for de personer, der skal tage stilling efterfølgende.

Tidspres, økonomiske årsager, eller endda politisk pres kan medføre, at det objektive beslutningsgrundlag udvandes. Dermed præsenteres et utilstrækkeligt oplæg, som ikke repræsenterer den fulde sandhed eller tager hensyn til alle væsentlige aspekter i en given sag. Alle relevante bundlinjer skal tages i betragtning – ikke kun den økonomiske.

Det er vigtigt, at der udarbejdes et solidt objektivt beslutningsgrundlag, ikke mindst i sager hvor konsekvenserne af et utilstrækkeligt eller forkert grundlag kan være katastrofalt. Derved kan byrådsmedlemmerne træffe en kvalificeret beslutning på et oplyst grundlag.

Desuden vil borgerne også have mulighed for at få indblik i sagerne og argumentationen bag beslutningerne, uden først at skulle igennem en lang og tung proces omkring aktindsigt.

Hvis ikke det materiale, der præsenteres, er af tilstrækkelig god kvalitet øges risikoen for uhensigtsmæssige beslutninger. Ofte manipuleres data for at understøtte og legitimere et bestemt budskab eller konklusion. Desværre er det meget svært at gennemskue dette, da det i mange tilfælde alene er bundet op på tillid til de personer eller medier, der publicerer data. Derfor er anvendelsen af troværdige og objektive kilder afgørende.

Ydermere er habilitet også væsentligt, forstået på den måde at dem der udarbejder beslutningsgrundlaget i forvaltningen eller hos 3die part ikke må være under politisk eller økonomisk pres for at levere et bestemt resultat, da det øger risikoen for, at data ikke bliver præsenteret korrekt og retvisende.

Politikerne må selvfølgelig gerne tage politiske beslutninger, men data og informationer må ikke fordrejes for at legitimere disse beslutninger.

Sortering, filtrering og manipulering af data for at understøtte en specifik politisk holdning skal derfor undgås så vidt som muligt. Selvom der nok aldrig vil kunne opnås en 100 % objektiv fremstilling, så skal det stadigvæk tilstræbes ikke mindst i vore tider, hvor Fake News er et stigende problem.

Der skal derfor opbygges en kultur, hvor der efterspørges og leveres et rationelt og objektivt beslutningsgrundlag, og hvor fakta er tilgængeligt, så de kan valideres og udfordres.

Dermed vil borgerne og interesseorganisationer have mulighed for at se på hvilket grundlag en beslutning er taget.

Det er væsentligt om der er taget hensyn til fakta og flere bundlinjer eller beslutningen er baseret på politiske holdninger, mavefornemmelser eller bristede forudsætninger.

 I nogen tilfælde er de tilgængelige data måske utilstrækkelige eller behæftet med en vis usikkerhed. I sådanne situationer er det væsentligt at påpege dette og åbent redegøre for hvilke antagelser og forudsætninger, der lægges til grund for den pågældende anbefaling eller beslutning.

Det er også muligt at foretage følsomhedsanalyser, der viser konsekvenserne af beslutninger under forskellige antagelser. Sidstnævnte er ikke mindst relevant, hvis der er analyser og rapporter der er flere år gamle og hvor forudsætningerne derfor kan have ændret sig væsentligt siden de blev udarbejdet.

Tagged with: