På trods af lang ventetid på naturstrategi/naturhandleplan må vi konstatere at naturen desværre heller ikke denne gang blev tilstrækkelig prioriteret til budgetforhandlingerne.
Budgetforliget resulterede kun i et mindre ekstra symbolsk beløb til Naturhandleplanen ift. det nuværende niveau.
Det er Fjordlandslisten naturligvis dybt skuffet over, da vi har ventet længe på at de fine planer blev klar, og havde set frem til at der nu endelig kom handling bag ordene, og et større ambitionsniveau på naturens vegne.
Skal man finde noget positivt i dette, så er det at der ikke sammenlagt blev sparet yderligere på naturområdet, som det ellers har været praksis, når der skulle findes besparelser på budgettet. Det har været det bedste der kunne opnås i et forlig med alle byrådets partier i en vanskelig økonomisk situation.
Fjordlandlisten havde ønsket og foreslået at finansiere Naturhandleplanen med ekstra 3 millioner kr/år og generelt friholde området for yderligere besparelser.
De 3 millioner skulle dække de punkter i Naturhandleplanen for perioden 2024-2027, som forvaltningen har angivet som ufinansierede samt et mindre beløb til brug for aktiviteter i Aktivitetskataloget, hvor finansieringsbehovet endnu er ukendt.
Det lykkedes desværre ikke og i budgettet er der kun afsat en symbolsk merbevilling til naturhandleplanen på ca. 150.000 kr i 2024 samt ca. 400.000 kr i 2025-2027.
Der står godt nok et højere beløb i materialet, men det dækker over at den eksisterende Biodiversitetspulje er reduceret med 134.000 kr/år. Desuden er der også sparet 120.000 kr/år på naturvejledning ift. børn og unge, og dette reelt også en besparelse på aktiviteter i Naturhandleplanen under området “Indsatser for børn og unge”
Endelig er 2.2 millioner til Rekreative stier i 2024/2025, der hører under Naturoplevelser i Naturhandleplanen, udskudt i 2 år i Investeringsplanen. Det er det generelle greb med re-periodisering der er brugt ifm. en del punkter i Investeringsplanen.
Der skal også bemærkes, at de aktiviteter forvaltningen har medtaget i naturhandleplanen udelukkende er de aktivitetsforslag der var listet i Naturstrategien. Alle øvrige forslag fra høringerne fra interesseorganisationer og borgere er parkeret i et såkaldt aktivitetskatalog, hvor finansieringsbehovet endnu ikke er vurderet. Med den manglende finansiering er aktivitetskataloget reelt en syltekrukke.
Desuden er der ikke fastlagt nogle konkrete målbare mål hverken i strategien eller handleplanen. Der arbejdes kun med overordnede målsætninger. Derfor er det umuligt at vurdere om de aktiviteter der er medtaget i planen er tilstrækkelige, da der ikke er nogen konkrete mål at forholde sig til. Det påpegede FL i vores høringssvar, men det blev fejet af bordet af forvaltningen.
Se punkt 163 på dette link
I strategien står dog, at Naturstrategien skal understøtte FN Verdensmål og EU Biodiversitetskonvention, men ingen steder konkretiseres dette og fastlægges hvad der skal til for at imødekomme disse. Det er dog faktuelt at Danmark generelt ligger i bund ift. de mål der har med Natur og Biodiversitetsmål at gøre, og specielt ift. vild natur halter vi bagefter.
Der er desuden risiko for, at der kan komme en sparerunde igen i 2024, som vi så i 2023. Nogle af de valgte besparelsesforslag kan måske ikke fuldt realiseres, og der kan igen komme øgede udgifter til velfærdsområderne og specielt specialområdet der vil medføre behov for yderligere besparelser.
Sker dette er der med den relativt lave prioritering som naturen har risiko for, at naturområdet igen må holde for, som vi har set det gentagne gange og senest ifm. budgetrevisionen i starten af året, hvor Biodiversitetspuljen blev sparet væk.
FL kæmper videre for sagen, men må desværre erkende at det er i modvind og op ad bakke specielt når økonomien hvert år er presset, og der kontinuerligt skal findes besparelser på både service og anlæg.
Tagged with: Biodiversitet, Budget, Natur, NATURligvis, Økonomi