Man må med rette kunne forvente at politikere valgt lokalt vil kæmpe for de lokale udfordringer deres borgere står med. Det er ikke altid muligt at ændre beslutninger der er truffet ved højere instans. Det må dog aldrig blive en undskyldning for ikke at forsøge. Hvis en beslutning ikke kan ændres grundet afgørelser ved højere instanser f.eks. grusgravningsfelter må lokalpolitikerne i det mindste sørge for, holde øje med, at alt foregår efter reglerne således at borgerne ikke oplever, at de forudsætninger en tilladelse blev givet under tilsidesættes, overskrides. Hvis det hænder bliver borgernes retsbevidsthed tilsidesat. Respekten forsvinder til stor skade for den tillid vores gode samfund er baseret på.
Kan berørte borgere andre steder så have tillid til at de løfter de stilles i udsigt om en kortvarig graveperiode vil blive overholdt? Eller kan de med uro i sindet henvise til at sporene skræmmer? Et eksempel:
I Landerslev kan borgerne konstatere at der er blevet gravet langt mere grus, 37% end tilladt. I 2018 blev det til 102729 kubikmeter grus, eller 1300 lastvognstog, uden der umiddelbart er blevet grebet ind. Til gengæld har det betydet mere trafik, mere støj, mere støv og andre gener for naboerne. Tilmed måtte de erfare at gravetilladelsen er blevet forlænget med yderligere 10 år. Det er ikke rimeligt.
Region Hovedstaden har udpeget flere steder, især i Hornsherred, som graveområder for råstof. Steder der naturmæssigt er følsomme, fredet landsby, tæt på bebyggelser.
Hver Region, og vi hører til Region Hovedstaden skal anvise områder til udgravning af råstof, svarende til regionens eget forbrug af råstof. Udfordringen er, at Region Hovedstaden er meget tættere befolket end de øvrige regioner i landet og har væsentligt større byggeaktivitet. Tænk Lynetteholmen. Derfor er det nuværende regelsæt for stor en udfordring for de relativt få grønne områder, der findes i hovedstadsregionen. Vi skal beskytte vor smukke natur lokalt.
Der stilles krav til de trafikale forhold da mange lastbiler skal til og fra en grusgrav hver dag. Den udgift må ikke belaste en kommunes budget. Det skal man sikre sig, især når det udvundne grus skal bruges i andre kommuner.
Afstandskravet for en grusgrav er sølle 25 meter fra bebyggelser. Det virker helt ulogisk, for hvis der er et minde fra fortiden på arealet er afstandskravet hele 100 meter.
Vi priser os med rette, og med pompøse ord, af at vor kommune har naturmæssige rekreative kvaliteter, og herligheder der skal være med til at fremme, ‘sælge’ os som et sted endnu flere borgere vil bo. De ord kan virke tomme, hvis vi kan opleve ‘menneskeskabte huller som i en schweizerost’ endnu flere steder.
Nytter det at stritte imod. Ja, såmænd men det skal være som det irriterende dryp fra en utæt vandhane. Eksempel: Roskildes borgmester nævner i sin kamp for borgerne at man vil kæmpe mod at det ender med det hele kommer til at ligne en schweizerost – huller over det hele
I 2012/13 var områder i Vinge på Region Hovedstadens råstofplan – Chokket var massivt blandt lokale politikere der kæmpede for at få fjernet risikoen. Ville det ambitiøse projekt få grus i maskineriet?
Frederikssund kommune og borgmester protesterede voldsomt: “Administrationen finder at regionen ikke lever op til sit eget udsagn om afvejning på et overordnet niveau, når der foreslås råstofudpegninger, der berører så væsentlige interesser for kommunen….”
Råstofplanen dengang blev derpå ændret til ‘Interesseområder.’
Råstofplanen som snart skal vedtages berører væsentlige interesser for ‘borgerne’ og der bør kæmpes lige så ihærdigt imod som da det var ‘kommunens interesser.’
At slå ud med armene, beklager ‘ikke vort bord, det er Region Hovedstaden der bestemmer,’ vil være en hån mod nærdemokrati og anstændighed. I eksemplet med Vinge fik de kommunale protester medhold for kommunens investering var i fare.
Borgernes ‘investering’ i deres bolig og fremtid må anstændigvis være langt vigtigere. Træd i karakter. Vor natur er vigtigere end mammon.
Tagged with: Grusgrave, Natur-ligvis