Grundlovstale 2021

Home  »  Grundlovstale 2021

I dag fejrer vi, at Grundloven blev til for præcis 172 år siden. Dengang – den 5/6 1849 – underskrev vores daværende konge Frederik d. 7. Grundloven, og derved trådte den i kraft. Det er lidt sjovt at tænke tilbage på, at Frederik d. 7. kort efter købte Jægerspris Slot (1854), og at Grundlovens landsfader derfor havde stor tilknytning til Jægerspris og Jægerspris Slot, som ligger mindre end 2 km herfra. Grundloven skal sikre borgerne demokratiske rettigheder og friheder, som er dybt forankret i vores selvforståelse som menneske og aktiv medborger.

I vores kommune har vi desværre igennem de seneste år været vidne til, hvordan flere og flere rettigheder er blevet udsat for massiv styring, og dermed har udhulet og indskrænket den åbne debat og gennemsigtigheden i et offentligt styre.

Spørgsmål, man tidligere har kunnet stille byrådet i starten af et byrådsmøde, skal man nu indlevere til kommunens administration senest otte dage før byrådsmødet afholdes for at kunne rejse spørgsmål over for byrådsmedlemmerne. Den offentlige debat, gennemsigtighed og dialog med politikerne bliver dermed antastet og indskrænket.

Det samme gælder borgermøder, som i dag kræver tilmelding. Det begrænser helt sikkert deltagelsen og afholder mange fra at komme. Det er ikke vigtigt med serveringen under et borgermøde. Til gengæld er den åbne debat helt afgørende for en sund og god samarbejdskultur mellem borgerne og politikere. Den er essentielt for vores samfund og fællesskab, hvor vi udvikler empati, rummelighed og tolerance.

Det er ikke tilfældigt, at Fjordlandslisten melder sig ind i valgkampen omkring Grundlovsdag, for vi vil gerne sætte demokratiet endnu mere i centrum. Vi er nemlig af den opfattelse, at der er “for langt” mellem borgerne og byrådet, som det er i dag, og derfor vil vi arbejde for at engagere borgerne meget mere i de lokale debatter, som skal føre frem til de gode løsninger.

Fjordlandslisten er også optaget af, at de Unge får øjnene op for demokratiet – ikke kun som en teoretisk mulighed i det fjerne, men som en del af hverdagslivet i en kommune.

Vi har et ansvar for at vise vejen for de næste generationer i forhold til demokratiet, så vi kan sikre den fortsatte opbakning i den danske befolkning til vores væsentligste danske fundament: Demokratiet og de medfølgende rettigheder, som er beskrevet i Grundloven.

I dagens Danmark bliver borgernes retssikkerhed presset – også i kommunerne i forhold til de regler, der findes omkring ydelser i sociale sager og handicapsager, i forbindelse med byggesager og i sager omkring ændringer af lokalplaner.

I forhold til Frederikssund Kommune er der mange tegn på, at en stor del af borgerne har haft “uheldige oplevelser” i forhold til behandlingen af deres sager – hvorfor tilliden til kommunen er dalende.

Mange kommuner har ansat en Borgerrådgiver som en slags kommunal ombudsmand, som kan rådgive og bistå borgere i sager – enten med at forklare, rådgive eller endog være mægler i sager, som er kørt af sporet. Borgerrådgiveren i Frederikssund Kommune har fået mange henvendelser fra borgere, som ønsker hjælp. Vi ser et antal henvendelser, som er stærkt stigende, og som er langt over, hvad sammenlignelige kommuner får.

Det er vores opfattelse, at man kun henvender sig, hvis man er usikker/utilfreds. For er man sat grundigt ind i sagens afgørelse og/eller er tilfreds med afgørelsen, så er der ingen grund til at henvende sig til Borgerrådgiveren.

Med til den dalende tillid til kommunen hører også, at Frederikssund Kommune har ansat en Borgerrådgiver på en måde, så man mister troen på, at vedkommende er neutral. Det anbefales nemlig alle steder fra, at en Borgerrådgiver ansættes direkte under byrådet, hvor man i Frederikssund Kommune har ansat Borgerrådgiveren under kommunaldirektøren og en direktør i næste led – hvorved administrationen har “magten” over Borgerrådgiveren.

Fjordlandslisten vil sikre at borgernes retssikkerhed på alle niveauer er i top i vores kommune, for det er vejen til, at tilliden til kommunen kan blive genoprettet.

Fjordlandslistens styrke i det arbejde ligger i, at vi er en tværpolitisk liste, som vil arbejde for at samle partierne i byrådet hen over midten om nogle gennemarbejdede, konstruktive og gode løsninger, som er gennemsyret af borgernes ønsker og SUND FORNUFT.

Fjordlandslisten arbejder i alle henseender ud fra et stærkt og sammenhængende værdigrundlag. Fjordlandslisten er klar til det ansvarsfulde arbejde i byrådet, hvor tre af hovedopgaverne er:- at få genoprettet tilliden til kommunen- at få samlet kommunen både fysisk og mentalt- at få fremtidssikret kommunen på alle områder for nuværende og kommende generationer.

Fjordlandslisten er en ny liste i forhold til byrådsvalget, men vi har fået samlet et hold af kendte og respekterede borgere, som har erfaringer fra politisk arbejde eller tilsvarende opgaver i og for interesseorganisationer – herunder ledelsesopgaver og bestyrelsesopgaver.

Du kan læse mere om- vores stærke værdigrundlag- vores specifikke politikker samt- pressemeddelelsen, hvor vi offentliggør vores kandidatliste på fjordlandslisten.dk

På vegne af Fjordlandslisten
Kirsten Weiland
Spidskandidat