Grøn omstilling og bedre biodiversitet gennem omlægning af arealer

Home  »  Fjordlandslisten  »  Grøn omstilling og bedre biodiversitet gennem omlægning af arealer
nov 16, 2024 No Comments ›› Tage Rasmussen

For nylig blev det sidste af de 4 opgaveudvalg ,der var aftalt i denne byrådsperiode, besluttet af byrådet.

Det har fået titlen “Grøn omstilling og bedre biodiversitet gennem omlægning af arealer”

Projektudvalgets formål er “Gennem involverende proces at undersøge hvordan Frederikssund Kommune kan arbejde med frivillig omlægning af arealer fra landbrugsjord til natur, vandløb og faunapassager, der kan understøtte den grønne omstilling og skabe større biodiversitet, set i lyset af Aftale om et Grønt Danmark (den grønne trepart).

Formålet er undersøge frivillig omlægning, samt hvilke muligheder der er for at samarbejde med fonde, lodsejere og erhvervsliv, der vil være med til at understøtte den frivillige indsats for projekterne.”

Kommisoriet findes her

Fjordlandslisten valgte at stemme for, da det er et område vi synes der skal meget mere fokus på. Men dette er dog et tema som vi mener burde være dækket i det stående udvalg Klima, Natur og Energi.

Men da naturen efter vores mening nedprioriteres i dette udvalg er det en mulighed for at få mere fokus på biodiversitetskrisen og forhåbentlig få etableret mere vild natur i Frederikssund kommune.

Vi har den opfattelse af disse Ad-Hoc/Opgaveudvalg primært bør fokusere på tværgående udfordringer og problemer. Borgerinddragelse kunne have været et oplagt emne, men det var der desværre ikke opbakning til.

Fjordlandslisten er ikke repræsenteret i udvalget, men vil følge det tæt også for at sikre at udvalget husker at tage udgangspunkt i de mange gode borgerforslag der blev indsendt ifm. høring af naturstrategien og naturhandleplanen som i første omgang blev parkeret i et opsamlingsnotat

Vi vil derfor opfordre alle der har tiltag med i opsamlings notatet til at engagere sig med udvalget, så disse forslag ikke går i glemmebogen og opsamlings notatet ender som en syltekrukke.

Forhåbentlig vil der være mulighed for dette via den digitale borgerinddragelsesplatform.

Sidst men ikke mindst vil vi også gentage muligheden for at oprette borgerforslag eksempelvis omkring naturinitiativer, hvis man kan mobilisere mindst 300 støtter til forslaget. Læs mere her